Gode råd: sådan sparer du på strømmen i din bolig

8. januar 2021

Der er meget, du kan gøre, hvis du vil spare penge på elregningen ved at optimere dit energiforbrug. Samtidig gør du noget godt for miljøet, når du reducerer dit elforbrug i hjemmet. I denne artikel får du 5 konkrete tips til, hvordan du sparer på strømmen.

Vi bruger mere strøm, end vi nogensinde har gjort. Faktisk er det samlede energiforbrug for hele verden steget med 45 % siden 1980. I 2030 forventes tallet at være steget med yderligere 70 %. Det betyder, at vi bruger rigtig meget strøm, og det er ikke så underligt.

Vi bruger mere strøm end nogensinde før

Siden 1980 er den teknologiske udvikling kun gået fremad – og det er i langt højere grad, end det tidligere har været tilfældet. I dag bruger vi strøm til langt de fleste apparater i huset, de fleste arbejdspladser er kontormiljøer, hvor vi sidder foran skærmen, og vi har altid en telefon i lommen.

Privatboliger, institutioner, industri og kontorbygninger står derfor også for mere end 70 % af det samlede energiforbrug i hele verden, og en bygning bruger omkring 20 % mere, end hvad der er nødvendigt i forhold til at opretholde en fornuftig levestandard.

En af de mest effektive måder at reducere omkostningerne ved energiforbruget, og dermed også CO2-udledningen, er at fokusere på, hvor og hvornår der bruges energi. Når du har identificeret de primære kilder til dit forbrug, vil du kunne gøre en indsats for at reducere dem.

1: Sluk lyset efter brug

Du kan gøre meget ved blot at lægge dine vaner om. Hvis du bor i en stor bolig, vil du formentlig ikke tænke over, at lyset bør være slukket i de rum, som du ikke opholder dig i. Derfor kan du med fordel sørge for at slukke lyset, når du forlader et rum.

2: Få et energitjek hos en elektriker

Hos en autoriseret elektriker kan du i mange tilfælde få udført et gratis energitjek af din bolig. Det er naturligvis gratis i dén forstand, at de ønsker at hjælpe dig med at optimere dem efterfølgende, hvorfor du udelukkende bør gøre brug af et gratis energitjek, hvis du planlægger at energioptimere hjemmet.

3: Få udskiftet dine lyskilder

Selvom det er en god idé at slukke lyset, når du forlader et rum, er der stadig grund til at få udskiftet dine lyskilder, hvis der er tale om ældre lamper og pærer. Du behøver samtidig ikke at have en elektriker til at skifte det for dig.

Ved at udskifte dine glødepærer med energisparepærer eller en LED-lyskilde, vil du kunne spare op mod 80 % af det energiforbrug, du ellers ville have brugt. Samtidig holder en energisparepære typisk mellem 8-20 gange længere end en almindelig glødepære.

4: Sluk for kontakter, der ikke er i brug

Selvom du har slukket for dine elektriske apparater, betyder det ikke, at de ikke bruger strøm. De står i stedet på standby, og det er derfor vigtigt, at du husker at slukke for stikkontakterne, når de ikke er i brug.

Det gælder, uanset om der er tale om en kaffemaskine, en computer, et fjernsyn eller noget helt tredje, som ikke bruges – også selvom du jævnligt bruger det. Du bør altid sikre, at kontakten, som dine elektroniske enheder er tilsluttet, er slukket, når du ikke bruger dem.

5: Brug tørresnoren, når der er mulighed for det

En tørretumbler er ikke billig i drift – faktisk bruger de utroligt meget strøm, selvom der er tale om en tørretumbler med en god energimærkning. I mange tilfælde er det unødvendigt at bruge en tørretumbler, da tøjet sagtens kan tørre udenfor.

Når du tørrer tøjet på tørresnoren, vil du samtidig skåne tøjet, da det hurtigere bliver slidt, når du bruger tørretumbleren. Du vil hurtigt kunne mærke det på elregningen, når du hænger tøjet til tørre i stedet for at tørre det i tørretumbleren.

Du vil kunne spare op mod 800 kr. om året, hvis du springer tre tørretumblinger over om ugen – og det er kun i sommerhalvåret. Sørg for kun at bruge tørretumbleren, når det er nødvendigt, i løbet af vinterhalvåret.